Cosplay shows

Lørdags Cosplay Show

Lørdagens show er en traditionel cosplay catwalk konkurrence, hvor deltagerne først på dagen kommer ind til pre-judging en af gangen, hvor de fortæller dommerne om deres cosplay. Her får dommerne lov til at se kostumet tæt på, og deltagerne kan beskrive hvilke materialer og metoder de har brugt til at lave deres cosplays, hvis de selv har lavet det.

Man kan godt deltage med et købt cosplay – så vil dommerne kigge på, hvor godt man fx har sat de købte dele sammen, make-up, hår/parykstyling mm.

Senere på dagen vil alle deltagerne blive præsenteret en efter en på scenen i hal 2, hvorefter dommerne uddeler præmierne.

PRÆMIER:
“Best Craft”

Bedste craft bliver givet til det kostume, der håndværksmæssigt er mest gennemført, og hvor der er blevet kælet for detaljerne.

“Best look-a-like”

For at vinde Best look-a-like handler det om at ligne den karakter, som man cosplayer, så meget som muligt. Her betyder det ikke noget, om kostumet er købt eller hjemmelavet, det er det overordnede look, som afgør det.

”Judges’ Favorite”
Denne præmie bliver tildelt det mest kreative og unikke kostume der er ud over det sædvanlige.

Tilmelding er lukket lige nu. Når vi kommer tættere på SCI-FI-CON 2027 vil vi åbne tilmelding igen – hold øje med siden her og vores sociale medier!

Søndags Cosplay Look-a-like Show

Søndag har vi et lidt mere afslappet show, som henvender sig mere til begyndere. Her må man også have både købte og hjemmelavede cosplays på, men man kommer ikke til pre-judging hos dommerne. I stedet skal man bare fokusere på at se godt ud på scenen og vise sit cosplay frem med attitude. Der er en kort pause mellem showet og præmieceremonien, hvor dommerne voterer.

PRÆMIER:
1., 2. og 3. præmie

Tilmelding er lukket lige nu. Når vi kommer tættere på SCI-FI-CON 2027 vil vi åbne tilmelding igen – hold øje med siden her og vores sociale medier!

Dommerne 2026

D-kitty Cosplay

D-kitty har cosplayet siden 2009 hvor hun var til con i sit første hjemmelavede cosplay. Der blev hun forelsket i håndværket indenfor syning, især de små detaljer som fx. materialevalg, og er siden da uddannet indenfor skrædderi og nu 3D modellering. Siden 2022 har hun deltaget i craftmanship-konkurrencer og også vundet flere gange.

Namalyn Cosplay

Namalyn har cosplayet siden 2015, hvor hun især forelskede sig i det sytekniske, hvilket førte til en uddannelse som beklædningshåndværker, men hun holder også af at prøve nye ting og lære nye teknikker. Hun har gennem årene både tiltaget og vundet i flere cosplaykonkurrencer og glæder sig til at se hvad årets deltagere viser frem i konkurrencerne.

Stickweeds Crafting

Stickweeds er smed, kostumedesigner, nørd og hobbyopfinder. Han har cosplayet siden 2012 og har været med i flere konkurrencer både som deltager, vinder og dommer i ind- og udland. Til dagligt laver han alt fra almindeligt håndværksarbejde til at designe vilde sci-fi desings, fantasy kostumer, og fede props på sit lille værksted i Haslev.

 

REGLER

– Købte eller modificerede kostumer er tilladte, det er dog ikke muligt at vinde “best craft” med et kostume, hvor store dele af kostumet er købt (dommerne vurderer hvor meget “store dele” er).
– Alle karakterer og designs er tilladte. Er der tale om eget design, kan man dog ikke vinde “Best look-a-like”.
– Dansk våbenlov er selvfølgelig til alle tider gældende, også i forhold til cosplay props.
– Man skal være mindst 15 år for at deltage. Er man under 18 skal man have forældre/værges tilladelse.

INFORMATION

– Tilmeld dig konkurrencen ved at udfylde formularen herunder senest den 24. marts. Du skal derudover sende et referencebillede til cosplay@scificon.dk. Der er et max. deltager antal på 15 personer pr. show, så du vil senest den 25. marts få besked om du er blevet udtaget til konkurrencen. Du skal have købt en entre-billet for at være med.
– Du vil få en tid til pre-judging når vi nærmer os dagen, det vil være ca. ml. kl. 11.00-12.30. Pre-judging varer ca. 5 minutter. Hav et reference billede af din karakter klar, gerne printet (eller på telefonen).
– Vær ved scenen, hvor showet/catwalken kommer til at foregå, ca. kl. 13:00.
– Konkurrencen/catwalken starter ca. kl. 13:15. Hver deltager kommer på scenen i ca. ½ minut. Når alle har været på scenen offentliggøres vinderne.
ALLE cosplayers er meget velkomne til at få taget fotos og deltage i paraden uanset om man deltager i konkurrencen eller ej.